|
Tidlig om morgenen ankom jeg til Cape Town lufthavn. Det var gået fint i København, men i Cape Town fik jeg problemer med, at jeg ikke havde en returbillet jeg kunne vise dem. Selvom jeg sagde til emmigrationsmyndighederne, at jeg havde talt med den Syd Afrikanske ambassade i Købehavn, så var stemningen ret fastlåst. Jeg skulle have en skriftlig kontrakt med skibet eller en invitation! Ellers var det bare retur til London. Pu ha .. I kampens hede fik jeg den ide, at jeg jo havde en skriftelig invitation i min mailbox, så efter at have fundet PC'en frem kunne jeg fremvise hende adskillige mails, hvor jeg havde aftalt alle detaljerne med skipper. Hun var ikke glad, men efter at jeg havde fået en opsang, gav hun mig det magiske klistermærke i passet. Jeg havde nu lov til at komme ind og blive i Syd Afrika i 3 måneder. Alle mine sager kom derimod med fin præcission på baggagebåndet. Inklussiv den lille papæske med de "forbudte sager". Ude i ankomsthallen stødte jeg på et nyt problem. Jeg kunne ikke få fat i bådens skipper og besætning. Jeg troede jeg havde fået det forkerte telefonnummer med. Men efter en god halv times ringen rundt, så ringede min telefon pludselig. Det var skipper. De var alle på vej i en lejet bil for at hente mig. Inklussiv Emanuel fra Østrig, der var ankommet tidlig om morgenen. Lidt senere fortalte de mig, at skipper Friedrich og Klaus havde været ude aftenen før og fejret skippers fødselsdag med maner. De havde derfor haft lidt svært ved at komme ud af dynerne. Emanuel og jeg var trætte fordi vi havde fløjet den lange vej og Skipper Friedrich og Klaus var trætte efter fødeslsdagsfejringen. Så det meste af dagen er gået med ingenting. Jeg har sat lidt sager på plads i båden og ligget og daset og halvsovet. Jeg skal jo alligevel vende mig til et meget lavt tempo, når vi skal over atlanten. I aften er det nytårsaften. Kl 20 skal vi være i Yachtklubben, hvor det foregår.
|
