|
Friedrich og Klaus sov længe og da jeg havde gået og trippet
lidt foreslog jeg, at vi gik en tur og fik rørt os lidt. Emanual
var med på den. I går gik jeg ud af havnens område og til
venstre, så i dag blev det til højre. Det første stykke langs
vandet var kedeligt men efter vi drejede væk fra vandet og op i
byen skal jeg love for det blev anderledes. Vi havde ikke gået
længe før vi befandt os i et lidt usselt, men super hyggeligt,
område med boder, butikker og handlende. Det var ikke et turist
sted. Det var her folk levede. Vi svedte så vi satte os ind på
en lille gade cafe, og bestilte en juice hver. Hun forstod ikke
en lyd af hvad jeg sagde, men efter at have peget lidt rundt og
været hendes frugtkurv igennem og vist hende en appelsin, lavede
hun den mest vidunderlige juice. Hun spurgte om nogle ting
undervejs og jeg tror næsten jeg ved hvad jeg svarede på.
Resultatet var i hvert fald godt, selvom jeg stadig undrer mig
over hvad hun puttede i, for at lave den cremede substans der
var ovenpå.
Da vi havde gået rundt et par timer og suget livet til os endte
vi i et lidt pænere område og stod på et tidspunkt foran noget
der lignede et dyrt indkøbscentrum. Jeg besluttede mig til at
forsøge at købe et CD-ROM drev og en Frontpage CD så jeg kunne
få min pc'er til at virke igen. Det blev starten på en lang tur
rundt i byen. I starten fandt jeg det umådeligt svært at sige
CD-ROM og USB med tegnsprog, men efterhånden fik jeg gennemskuet
hvilke ord de benytter om tingene og blev ret god til det.
Desværre måtte jeg til sidst erkende at USB baserede CDROM drev
ikke nået til Salvador. Den sidste tilbød beredvilligt at bygge
et alm. CDROM drev ind i en kasse med en strømforsyning, men jeg
fandt løsningen for kluntet og dyr.
Det var blevet tid til at komme hjem, da vi fik gæster på båden,
så vi begyndte at gå i den rigtige retning. Og vi gik og gik og
vi gik og vi gik .... Da vi kom til et udsigtspunkt sagde
Emanuel, at det da var den anden side af halvøen. Pludselig gik
det op for os, at vi hjemme næsten instinktivt kender retningen
på solens lys, men nu er vi jo på den sydlige halvkugle og her
står solen jo ikke i syd. Vi var faret vild i et kvarter, hvor
der ingen engelsktalende hjælp var. Det er simpelthent umuligt
at spørge om vej. Det havde måske også hjulpet lidt, hvis vi
kunne huske navnet på havnen. Da vi kom til en plads,
hvor der stod to taxi'er besluttede vi,
at forsøge denne mulighed. Emanuel fik den glimrende ide, at
vise dem et digitalfoto af en nærtliggende
militærhavn, som han havde
fotograferet da vi gik fra havnen. Efter en masse portugiske
gloser blev de to chauffører vist enige om hvor det var og vi
blev kørt lige til døren. Det var kun ved at gå galt en gang da
Emanuel sagde, at han bare skulle køre lige ud til han sagde
stop, men chaufføren kendte ikke andet ord i sætningen end
'stop'. Turen kostede os 6 Real eller ca 15 kr.
Christian havde sagt at han ville komme til båden sammen med
Maria, hans kæreste, og en eller to af hendes veninder. En af
veninderne ville måske hjælpe med at køre os rundt, når vi ikke
kunne være i en bil. Det var lidt uklart. Det er jo ikke faste
aftaler som i Tyskland. Det er sådan lidt svævende. Vi havde
tænkt os, at vi skulle spise den anden halvdel af vores tun, så
vi ventede på dem. Så kunne vi tilbyde de spiste med.
Ved 1 tiden dukkede 3 kvinder op. I første omgang forstod vi
ikke helt hvem der var hvem, men de sagde 'Friedrich' og
'Christian' blandet i en masse portugiske ord, så vi fik dem om
bord. En enkelt (der viste sig at være advokat) kunne lidt
engelsk og fik forklaret os, at Christian lige skulle parkere
bilen. Fingersprog og alt blev taget i brug. Så dukkede der en
ung mand op. Han talte udemærket engelsk og fortalte at han var
søn til en af kvinderne og var Ph.D studerende i Portugal. Jeg
ved ikke om han var inviteret, men det hjalp jo en del på
sagerne, at der var en enkelt der kunne engelsk. Christian kom
og så dukkede der også et andet portugisk ungt par op. Det var
som en invasion. - af den positive slags.Vi havde lavet mad til
5-6 personer men nu var der et 'leben' af portugisere i bådens
cockpit. Vi var nu 2 tyskere der ikke kan tale engelsk, en
østriger der taler østrigsk-tysk og lidt engelsk, en tysker der
taler portugisk, 2 portugisere, der talte rimeligt engelsk, 1
der kunne lidt og 3 der absolut ikke kunne andet end portugisk.
Men det var vist ikke rigtigt noget problem. Alle gjorde bare
deres bedste og smilede. Det mad Emanuel havde lavet tryllede
han om til "eksotiske smagsprøver", mens jeg løb til en anden
båd og lånte mere bestik. De venlige brasilianere have næsten
alle medbragt poser med vin, brød, ost eller lokale "godter" som
Emanuel også fik anrettet, så det så ud til, at det hele var
planlagt.
Det endte med at blive rigtigt hyggeligt. Jeg tror måske dem der
kun kunne et sprog havde det lidt svært, men de 3 brasilianere
der kunne tale engelsk (men jo ikke tysk) var meget interesseret
i at tale med mig. De ville høre om turen og fortalte en masse
om deres land. Så jeg hyggede mig storartet.
Efter en hel eftermiddag i båden, hvor vi endte med at se
solnedgangen over bugten, opløstes selskabet. Der blev lavet en
aftale om at besætningen, Christian, Maria og Lu (advokaten)
skulle spise middag sammen på en restaurant. Det var så også det
eneste der var nogenlunde klart. I et mix at tysk, engelsk og
portugisk skete der et eller andet og nogle gik den ene vej og
nogle ventede eller gik ikke. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at
pludselig sagde Lu og Maria et eller andet og vi gik over til
Lu's bil og kørte et sted hen hvor de muligvs mente at de andre
var kørt hen. Jeg befandt mig pludselig i en lille Fiat med 5
personer hvor Lu kørte og Maria sad på bagsædet mellem Friedrich
og mig. Og jeg skal love for at kreativiteten var stor. Maria
havde mindst lige så mange meninger om hvad vej vi skulle og
blandede sig usædvanligt aktivt i kørslen medens tyskerne, i
deres behov for orden, brugte mange gloser på at forsøge at
forstå hvad planen var. Undervej stoppede LU en masse steder og
fortalte om alt det vi kørte forbi. Lidt unødigt syntes tyskerne.
Det gav et ret højt aktivitets- og lydniveau inde i bilen, der
godt krydret at Lu's kørsel over fortove, røde lys og
spærrelinier gav en ret intens "folklore oplevelse". Jeg lænede
mig tilbage og nød denne intense og energifyldte oplevelse af to
forskellige kulturer, der mødtes i en ejendommelig cocktail.
Skibet "invaderes" af venlige Brasilianere
|