|
Vi nærmer os målet. kl 16 UTC har vi kun 80 sømil
tilbage og vi kan nu se tre andre kapsejladsbåde. De ligger bag
os, men mindst en har mere fart i båden end vi har da de har en
stor spiler oppe. Det ser ud til at mindst 2 af de tre vil nå
Salvador de Bahia før os, selvom skipper overgiver sig og vi
sætter lidt mere sejl op.
Lysten til at komme i land og få det endelige resultat er i top.
Jeg sidder lidt og tænker over hvad jeg har fået ud af turen. Ud
over oplevelsen og at prøve mig selv af på 'opgaven', så havde
jeg 3 ting på min praktiske ønskeseddel: 1: se en hval, 2: se en
flok delfiner og 3: fange en atlanterhavsfisk. Hvalerne kom jo
overraskende hurtigt, men det øvrige er det jo ikke blevet til.
Jeg sidder og kigger på fiskestangen der troeligt har slæbt
blink tusinder af kilometer gennem fandet og overvejer at pille
den ned og lægge tingene på plads. Måske skal jeg bare affinde
mig med kun at få 1 af 3 ønsker opfyldt ? Men det kan jo vente.
- man ved jo aldrig. Vi har haft bid 2 gange, men uden at fisken
hang ved.
Jeg går nedenunder og hører få minutter senere stangen køre, men
tror det er en af de andre der tager den ind. Men det lyder
forkert. Jeg stikker hovedet op og ser stangen selv spoler ud
.... Fisk ?? Jeg løber mod stangen og låser den forsigtigt
medens jeg begynder at spole ind. Der er helt sikkert noget på
krogen. Jeg råber på de andre medens jeg forsigtigt, men sikkert,
spoler ind. Linen havde fået lov at løbe langt ud, så det var et
hårdt arbejde. Jeg blev lidt spids i tonen, da jeg sagde til de
andre, at de skulle gøre net og den stoge hage klar. Emanuel,
der er professionel i fiskebranchen, dyssede mig ned og mindede
mig om, at det ikke skulle gå for hurtigt. Hvis der er en fisk
på krogen skal den køres træt, inden den kommer for tæt på båden.
Ellers river den sig løs. Nå ja ... rigtigt.... men der var nu
heller ikke risiko for at det kom til at gå stærkt, for det var
hårdt og linen var lang. Jeg kæmpede med at spole den ind i små
10 minutter, hvor vi endelig kunne se, at der var en fisk på
krogen. Ikke en stor i atlanterhavsstørrelse, men alligevel
noget større end fisk man fanger hjemme. Da den var tæt på
skibet overtog Emanuel spolen og jeg hoppede ned på
badeplatformen, så jeg kunne nå i vandet med nettet og få fat om
halen på kræet. Åhh den var en dejlig flot tunfisk, men vi løb
5-6 knob med båden og fisken sprællede. Flere gange måtte jeg
prøve, men hver gang jeg næsten havde den om halen, havde jeg
ikke flere kræfter i armen. Den anden brugte jeg til at holde om
badestigen. Vi var jo trods alt 100 km fra kysten. 6-7ende gang
lykkedes det. Tunen var i nettet og kunne nu roligt hives på
dækket. Friedrich ville helst have den ind i cockpittet, da det
var nemmest at gøre rent. Klaus og jeg overlod nu arbejdet til
Friedrich, der har fanget flere tun på hans tur, og Emanuel, der
jo er proff i foreller og karper. Fisken blev aflivet, taget af
krogen og inden Emanuels professionelle filletering af tunen,
blev der lige mulighed for at par "lystfisker foto" hvor vi
stolt viste dyret frem. Vi har ingen vægt, men gættene går på
mellem 5 og 10 kg. Det er en lille tun, men der er masser af mad
i den. Efter den har ligget en times tid steger Emanuel
halvdelen af kødet og vi holder en festmåltid med tunbøffer og
kold hvidvin. Super lækkert at spise kødet kun 2 timer efter at
tunen ved en fejltagelse bed i det blink vi købte på Sct Helena,
istedet for at selv at sætte en fisk til livs.
Så det blev 2 ud af 3 ønsker opfyldt. Jeg går i seng med en glad
mave fyldt med tun bøffer og god sydafrikansk hvidvin. Hvis
natten går godt anløber vi Salvador i morgen tidlig.
Fangst. Faes stoerre, men der er mad til
flere dage ....
|