|
De første nætter var jeg helt forvirret over stjernerne. De ser
slet ikke ud som derhjemme. Men en masse nattevagter og min
forsøg med sekstanten har efterhånden gjort mig fortrolig med
den sydlige stjernehimmel. Nu får jeg straks gensynets glæde,
når jeg om aftenen kigger op og får øje på Sirius, Canopus og
Venus.
Men også de andre tydelige stjerner kan jeg nu finde, når jeg
har siddet og kigget lidt. Capella og Pollux der i nord-øst
hænger i et V sammen med deres mindre 'kammerater' Menkalinan og
Castor. Og Formalhaut og Achernar der i tusmørket hænger i syd-vest,
passende til en tre-punktspejling med sekstanten.
Mælkevejen er så tydelig, at det næsten ikke er til at tro. Den
går som et fint lysende tæppe fra horisonten i syd-syd-øst op
mellem Procyon og Canopus, i retning mod Sirius, hvor den
langsomt bliver mindre tydelig.
Jeg sidder et par timer og kigger tryllebundet på mælkevejen.
Jeg ville ønske jeg kunne "klippe den ud" og tage den med hjem
og vise den til min søn, Alexander.
|