|
Sikke en dag. Jeg ved ikke om det er fordi vi har været så længe ude på vandet, hvor der ikke sker så meget, men jeg føler jeg har oplevet en masse i dag. Vi mangler vand på tanken, så vi startede dagen med at prøve, at praje en af vand taxi'erne til at sejle noget vand ud til os. Det er lidt svært for halvdelen af "forhandlingerne" foregår over VHF radioen, da de har travlt med at sejle frem og tilbage hele tiden. De endte med de ville hjælpe 'i løbet af dagen'. Klaus og Friedrich blev derfor på båden for at være klar til dette. Emanuel og jeg tog til byen for at købe mere proviant. De tager ikke kreditkort, så vi skulle bruge nogle kontanter. I Syd Afrika betalte jeg en del, så Friedrich mente vi skulle bruge hans kreditkort. Så jeg blev udstyret med hans Mastercard og hans pinkode så vi kunne hæve penge i pengeautomaten. Sådan en har man bare ikke på Sct.Helena. Her foregår det ved at man bliver personligt betjent af nogle søde bankfolk bag et gitter, der ikke overlader meget til fantasien om banker i "det vilde vesten". Der stod jeg og troede det største problem var at jeg "lige" skulle lade som om jeg var Friedrich og skriver under med hans navn. Men ak.... jeg blev mødt med en formular og spørgsmålet "Whats your home addresse to where the creditcard is registred ?" Chock.... Jeg kiggede mig lige over skulderen og så at Emanuel også så tom ud i ansigtet. Jeg spandt lynhurtigt en historie sammen om, at det var lidt svært for det var 'mit' firmakort og da vi er et stort firma kunne jeg ikke lige huske hvilken en af adresserne, det var registreret på. Emanuel viskede til mig, at han vist nok havde skrevet Friedrichs adresse i hans rejebeskrivelse, som vi havde sendt hjem til hans kæreste fra min PC'er. Så i det påskud at "I have to check my accounts on my computer", hev jeg pc'eren op af tasken og fandt febrilsk Emanuels mail frem. "Ahh it's registred to the old building. Her we go ...." sagde jeg med overbevisning i stemmen og skrev den enlige adresse som Emanuel øjensynligt kendte. Damen udfyldte resten af felterne, talte de små 500 pund op i kontanter og gav dem til mig. "Where do I have to sign ?" spurgte jeg, men hun trak bare på skuldrene og sagde, at alt var i orden ! Forbløffet stod vi så 5 minutter senere ude på gaden med kontanter for ca 5.000 kr, hævet på en anden mands kreditkort uden at kunne svare klart på simple spørgsmål og uden at skriver under for modtagelse. Jeg er stadig forbløffet over at det gik. Vi gik i krig med at handle ind. Det er mest Emanuel, vores kok, der ved hvad vi skal bruge så jeg installerede mig på Anne's place og passede på de ting vi havde købt de første par steder og så løb Emanuel i det sidste "supermarked" (lidt som en dansk lokal brugs). Det gav mig mulighed for at checke og sende de mails jeg havde i udbakken. Jeg ville gerne lige give lyd fra mig, så familie og venner ved jeg er OK. Og specielt skulle mailen til min søster være den 15. januar, da det var en fødselsdagshilsen. På vej tilbage mod båden, med meget lange arme fra de tunge kasser, blev vi mødt af Klaus på kaj kanten. Friedrich var på vej til hospitalet. Han sad på bagsiden i en af de lokales biler og ville gerne have mig med til at oversætte. Jeg hoppede ind på bagsædet ved siden af Friedrich og så gik det op mellem de smalle gader mod Hospitalet. Friedrich havde de sidste par dage klaget over at han havde ondt i nyren, men i medens vi var væk, var det øjensynligt pludseligt blevet meget værre. Inde på det lille hospital blev vi, som altid her på øen, mødt af meget søde mennesker, men jo ikke et hospital på det udstyrsniveau vi er vandt til fra Europa. Hospitalet var klart fra kolonitiden med forfaldne vægge, der tydeligt bar præg af mange hundrede års hvid maling, på et skrøbeligt underlag af dårlige byggematerialer samt gamle knirkende trægulve med hundredevis af lag fernis. Som udlænding skulle Frierich registreres og betale for services. Den del gik fint og jeg tolkede og udfyldte de fleste af papirerne for Friedrich, der tydeligvis var bekymret ved situationen. Den del gik godt. Lidt værre var det, da vi først var hos en sygeplejerske og senere en læge. Jeg synes jeg er rimelig god til Engelsk og kan lidt tysk, men at sidde at oversætte samtlige spørgsmål om smerter, sygdom, feber, hovedpine, blod, blodtryk osv osv fra engelsk til tysk, når min danske hjerne knapt forstod spørgsmålet på dansk satte mig godt nok på en prøve. Men vi klarede den. Lægens konklusion var, at det ikke var nyrerne eller en nyresten, men sandsynligvis enten en fraktur på nederste ribben eller en forstrækning af de fine muskler der går på kryds og tværs mellem de nederste ribben. Hun ville give ham noget muskelafslappende, noget smertestillende og for en sikkerhedskyld også noget mod nyresten, når nu vi skulle være så længe på havet. Prøv lige at tænke over hvordan man siger det på Engelsk og Tysk !! Vi fik en recept på medicinen som vi skulle have på hospitalets apotek samt betale for konsultationen oppe i bogholderiet. Medens jeg farede rundt på hospitalet for at betale sad Frierich på en bænk uden for og var kommet til at tænke over, at han nok havde overanstrengt sig, da vi i blæsten skulle trække skibet hen til en ankerbøje. Ved den lejlighed har han nok fået forværret den skade han allerede havde i forvejen. Vi gik langsomt tilbage til skibet. Friedrich synes det var godt at gå selv og han var lettet over at det øjensynligt ikke var noget alvorligt i nyrene. Retur på skibet var der stor ståhej. Vinden kom rullende i kraftige bølger langs kysten og skibene lå og kørte rund for henholdsvis bøjer og ankre. Vi kom for tæt på en sydamerikaner som efter lidt brok valgte at flytte sit skib. Vi havde jo lidt svært ved at være venlige når vi ikke kunne starte maskinen. Medens han var på vej væk bankede to katemaraner sammen for anker, så det var bestemt ikke en situation der skulle spøges med. Da vi troede der var styr på situationen, blev vi kontaktet med besked fra "Port services" om at vi skulle flytte skibet væk fra den bøje vi lå ved, da der var en båd på vej ind uden anker. Jeg brugte alle min talegaver i et forsøg på at forklare dem, at der var mere logik i at flytte en af de både der havde motor end os uden motor. Men forgæves. Jeg satte hårdt mod hårdt og sagde, at hvis de absolut ville have det, så måtte de skaffe en slæbebåd der var kraftig nok til at trække os væk. Annemare vejer næsten 30 tons sejlklar, så der skal en del til. De vendte tilbage 10 minutter senere og sagde, at der var en båd på vej for at hjælp os væk og det skulle ikke koste os noget. Så må man jo overgive sig. Fyren viste sig at være super flink og han havde hans søn med i båden. Han gav sig god tid og blev ved vores båd til vi var helt sikre på at ankeret holdt på den nye plads lidt længere ude. Så vi endte alligevel med at give faren 10 pund og sønnen 5 pund som tak for hjælpen. For os er det små penge, men her på øen tjener en ufaglært arbejder 60 pund om ugen, så det kan betyde meget for dem. Jeg var kommet til at svede af al den ståhej, så jeg tog mig en dukkert i vandet rundt om båden. Da jeg kom op havde 'Rosaline' kaldt os. Det viser sig at være en dansk båd der havde genkendt min danske accent og navn på al den radio kommunikation, der havde fundet sted. Vi aftalte, at vi lige skulle mødes om aftenen til BBQ'en i sejlklubben. Det var rigtigt hyggeligt at møde en dansk båd på disse 'umulige' breddegrader. Det havde jeg bestemt ikke regnet med. Vi havde en time vi skulle slå ihjeld inden BBQ'en i yachtklubben. Jeg prøvede at overtale Emanuel til lige at nuppe "Jacobs ladder". Det er en gammel trappe, som tidligere blev brugt til at soldaterne kunne bære forsyningen og grej op af bjerget. Deroppe ervar der i gamle dage et batteri til at forsvare byen mod angreb. Der er 699 relativt høje trin. Emanuel ville ikke under påskud af hans fremskredne alder (han er 43 ??) så vi aftalte, at jeg gik op alene. Når jeg var 2/3 oppe kunne han tage et billede af mig. Jeg havde talt med en ung "fit" pige fra England, der havde taget den på 15 minutter. Det kunne jeg selvfølgelig ikke leve op til, men jeg var nu ganske godt tilfreds med at klare trappen på 23 minutter, da de fleste bruger mellem 1/2 og 1 time på det. På vejen ned mødte jeg til min store glæde alligevel Emanuel, der havde taget de første 300 trin og der sad og ventede på mig. Efter et par øl til BBQ'en i sejlklubben gik vi op på en asiatisk restaurant Emanuel havde fundet i en lille baggård. Karl og Friedrich kunne vi ikke få fat i på radioen men regnede med at Friedrich alligevel sov efter at have taget det stærke medicin. På den lille restaurant faldt vi i super godt selvskab. Restauranten var et stort mix af lokale og fremmede sejlere og det hele kogte. Der var en lokal 60 års fødselsdag og biskoppen, som også var der, var et livsstykke af format. Han var med på det hele med sang og viser. Men på en alle anden smuk måde havde den gamle hvidhårede mand så meget udstråling, at når han rejste sig op og sang for, så holdt selv de meste fordrukne sejlere lige mund og opførte sig ordentligt i et minut eller to. Han havde en hel særlig personlighed og kunne fylde hele rummet. Ved siden af os sad et yngre ægtepar, der begge var født på øen men flyttet til England. De var hjemme på ferie for at møde famillie og venner. De var meget snaksaglige og vi fik nogle gode lange snakke om livet på øen og forskellen mellem ø-livet og det liv de nu havde i London.
|
