|
Kl 9:30 gik jeg som aftalt hen af stranden for at finde speed-båden,
hvor manden havde grøn trøje på. Det var let og en sort mand
tilbød mig at leje dykkerbriller og snorkel for 10 Reals. Det
havde jeg slet ikke tænkt på, så jeg slog til og det skulle vise
sig at være en rigtigt god beslutning. Det var en håndfuld
speedbåde der skulle afsted, da det jo er søndag og ferie
højsæson her i Brasilien.
Første stop var et lavvandet område. Alle instruktioner blev
givet på portugisisk og jeg gættede mig til det meste. Da jeg
med mine simple spørgsmål på fingersprog tydeligt viste, at jeg
ikke havde forstået noget som helst, blev han meget tydelig i
sine budskaber og jeg fornemmede hele dagen, at han holdt øje
med om jeg forstod det vigtige i hans budskaber. Umiddelbart
tænkte jeg hvad pokker vi dog skulle der. Der var en flydende
bar, som var lavet på en træplatform lænket til nogle ankre. "Turist
fup" tænkte jeg, men de 30 minutter skulle jo gå, så jeg dykkede
lidt på det lave vand. Og det var ikke skidt. På det lille rev
levede der små fisk der var lige så farvestrålende som de mest
eksotiske oppe hos dyrehandleren. Det var sjovt at se på.
Næste stop var på et større rev, dybere vand og større fisk. På
et tidspunkt da jeg drejede i vandet fik jeg næsten et chock, da
jeg befandt mig midt i en stime på 20-30 fisk der mindede om
klovnefisk, bare i gule og grå striber. Imponerende.
Herfter kom vi til Ihla de Boipeba. Jeg fik med hans venlige
hjælp fundet ud af at vi skulle være retur ved båden efter 2
timer. Jeg brugte den første time på at gå syd på af stranden,
hvor jeg fandt en passende palmeskygge til at ligge og slappe
lidt af i. Sådan nogle palmer er endnu smukkere nedenfra. Jeg
tog et par billeder af palmerne, medens jeg lå der på ryggen og
nød livet. På turne frem og tilbage af starnden var jeg lige ved
at slide kameraret op. Det var lige meget hvor man kiggede hen,
så var der bare paradis smukt.
Da jeg var retur ved båden var der en god halv time tilbage, så
jeg spiste på en restaurant, der lå lige ved siden af. Jeg tog
bare lidt let og billigt. Der gik som alle andre steder i
Brasilien børn rundt og forsøgte at sælge alt muligt. Her var
det desserter og frugter. Jeg købte en kage af en pige på ca 8
år. Wrap'en over kagerne blev sirligt løftet og sat lige så
sirligt på plads igen efter jeg havde taget den jeg gerne ville
have. Pigen var grundig og sagde meget høfligt tak, da hun havde
modtaget pengene. Det var både en god og skidt oplevelse. God
fordi den lille pige var så grundig og god til det hun gjorde.
Hun var serviceminded og sælgende uden at være generende som
mange andre gade sælgere. Omvendt er det skræmmende at tænke på,
at denne lille pige måske er en af de der aldrig får lært at
læse, men må arbejde sig igennem livet med usselt betalt arbejde.
Jeg købte en til.
Retur i båden igen, var der en mand der henvendte sig til mig på
dårligt engelsk. Så snart han hørte at jeg var dansker spurgte
han om jeg kunne tysk og vi slog over i tysk, som han var
rigtigt god til. da han for mange år siden havde boet et år i
Dresden. Mærkeligt, men jeg fandt det næsten befriende at tale
tysk igen. Det ville jeg have forvorret ikke kunne ske.
Jeg faldt i snak med ham og da vi var ved næste stop, som var en
østersbar i et lille fiskeleje, tilbød han, at jeg kunne sidde
sammen med ham, hans kone og hans datter. Det var meget
hyggeligt og snakken gik. Datteren var lige blevet færdig med
college og talte godt engelsk, men ikke tysk. Så jeg talte tysk
til faderen og engelsk til datteren. Det meste blev oversat til
glæde for moderen, så hun også var med i samtalen. Jeg blev
inviteret til at deltage i deres bestilling af ristede østers og
kold øl. De ristede øster var tilberedt med en lille smule
oregano og revet ost på toppen og smagte fantastisk godt.
Da jeg gav ham min e-mails adresse (bjarke@grevestrand.dk) brød
de ud i glæde. De hed nemlig Greve til efternavn og hele
familien synes det var skægt at jeg kom fra 'Praia de Greve'.
Jeg lovede at sende noget information om den kapsejlads jeg
havde deltaget i, som han kunne give til en kollega. Jeg tog i
løbet af dagen lidt billeder af dem i smug. Dem vil jeg også
sende til ham og takke for deres store gæstfrihed. Verden er
fuld af dejlige mennesker.
Efter det sidste stop i Velha de Boipeba, der er øens hovedby,
gik turen hjem af i de smalle vandløb mellem småøerne. Jeg sad
og drømmede, at jeg susede op af Amazonas.
Jeg var ikke udpræget sulten, og dagen før havde jeg jo fået et
kongemåltid med en hel rødfisk. Så om aftenen gik jeg bare en
lille tur og spiste en ACAI, der er en slags is lavet af en
amazonas frugt, med sød hårdtbrændt Müsli ovenpå.
Man kan blive ganske øm i fødderne af at gå rundt i sand hele
dagen.
Trope paradis, Lige meget hvor man kiggede kunne man tage et
drømmefoto
|