|
Sidste dag på båden. Jeg forstår stadig ikke planlægningen her
på båden. I går sagde de, at vi i dag, pine
og død, skulle på bus rundfart med en rød bus.
Og så køber de ind istedet. Jeg bliver bekræftet i, at jeg skal væk
fra båden. De har rigtigt mange planer, men det er sjældent de
holder. Det gider jeg ikke bruge min tid på. Selvom jeg måske bliver
lidt vaklende i min beslutning, da jeg hører at de i week-enden
skal hjem til Maria's brors fødselsdag, hvor det vrimler med
Brasilianere, der ikke taler engelsk. Jeg er begyndt at se det
som en sport! Nå, jeg har jo valgt at dyrke sporten et andet
sted, nemlig på en lille ø. Jeg har købt en
Engelsk-Portugisisk parlør og Cristian og Maria har skrevet en
masse sætninger på et stykke papir, som skal hjælpe mig frem i
verdenen. Det går bare så tydeligt op for en, hvor vigtigt sprog
egentligt er.
Nå, men efter de havde handlet tog vi nord på. Til kirken BONFIM,
hvor jeg jo allerede havde været. En af de dage hvor Friedrich
og Klaus også skulle have været med, men lige pludselig lavede
toilet. 'Genudsendelse' tænkte jeg ..... og fortrød lidt jeg
havde taget med. Men det skulle ende med at blive rigitigt godt.
Vi havde en aftale om at mødes med Maria et sted, hvor vi skulle
spise. Jeg frygtede at det var ude ved Sesrrat, hvor
jeg jo også havde været. Men vi drejde ned til højre i byen og
kørte gennem det man kunne kalde "slum". Helt nede for enden af en meget stejl vej, lå der
simpelthen en perle. Forfaldne gammel skure hvor mennesker
levede i gamle træhytter lavet af affaldstræ. Men der var
ATMOSFÆRE .... er du tosset et lækkert sted. Helt ud til havet.
Poulo havde her en lille restaurant, hvor der helt sikkert ikke
kommer turister. De ville blivet rådet fra at køre i det kvarter,
men Maria og Christian vidste, at her fangede de godt med fisk.
Når mennesker får mad, så er de gode ved hinanden. Vi sad her
i flere timer og spiste alskens lækkerier. Deriblandt en meget
grim fisk, der smagte vidunderligt. Kun afbrudt af, at vi lige
skulle se solnedgangen.
Det var nok den bedste afsked jeg kunne få i deres selskab.
Forret. Store rejer, krabbekød og en skøn pigmento.
|