|
I dag kørte Christian os en tur op langs atlanterhavskysten. Til en strand hvor han og Maria ofte kommer i week-end'erne når vejret er godt. Bilen var uden aircondition og Cristian var, til vores forbløffelse, meget opmærksom på hvor vinduerne skulle være rullet op og dørene låst. Han fortalte, at det var rimelig sikkert at køre i Salvador, men at der ved nogle lyskryds er børnebander der overfalder "gringo biler" med åbne vinduer og døre. Om dagen køres der ret sydlandsk, men rødt respekteres næsten altid. Efter kl 22, derimod, der anbefaler selv politiet, at man ikke stopper for rødt men kører over i en jævn hastighed. Risikoen ved et trafikuheld er mindre en risikoen for at blive overfaldet ved et rødt lys om natten. Så det handler bare om at holde bilen igang, når man kører og holde et vågent øje med børnene (som jeg vil skyde til mellem 10 og 16 år) der faktisk ikke er svære at få øje på, når lige man har fået forklaret situationen. Stranden var et rent paradis. Vi sad ved et lille "bjælkebord" blandt en masse lokale glade mennesker med deres badende børn. Det var tydeligt at her var mennesker, der kunne brødføde sig selv, og så er Brasilianere de venligste mennesker på jorden. En stor kontrast til børnebanderne, der er parat til at overfalde en bil for at få måske bare 100 kr, som de kan leve længe af. Venlig betjening af meget unge piger, der er høflige og dygtige til at gøre opholdet behageligt. - bare det er på portugisisk selvfølgelig. I de timer vi sad der kom der en masse sælgere der ville sælge stort set alt. De er selvfølgeligt lidt påtrængende, hvis ikke man ved hvordan man skal sige nej til dem. Jeg har fået aflæst hvordan Christian gør og det virker fint og jeg føler mig slet ikke generet af dem. Tværtimod, så var det med Christians tilstedeværelse en super mulighed for at prøve alle mulige lokale specialiteter. Vi prøvede fx deres lokale sodavandsis, der er lavet af en lokal frugt, som er frosset i en form der efterlader et indtryk af, at de er lavet hjemme i sælgerens fryser. Vi drak Guarana. Og Friedrich købte to liter flydende honning, som er godt at have på skibet på de lange krydsninger. Flaskerne var gamle flasker fra sukkerrørsrom, der var renset og så var der hældt honnming på. Det smagte himmelsk. Men vi fik selvfølgelig også et par øl. Et af de store mærker i Brasilien hedder meget passende "Skol" På vejen hjem stoppede vi i Salvadors dyreste supermarked, der selvfølgelig var for de rige og velfungerende Brasilianere. Her pralede man med, at man kunne få alt. Og der var faktisk meget. Christian viste mig endda et glas dansk marmelade for at vise, at de havde alt. Det var nu abrikosmarmelade, så speciel typisk dansk var det ikke, men viser, at hvis man har penge, kan man her få det man vil. Vi købte de fornødenheder vi synes der manglede på båden. Priserne var nogenlunde som i en dansk Favør. Om aftenen var der præmieoverrækkelse i den meget imponerende 'Yacht Clube Da Bahia'. Da vi endlig fandt det opdagede i hvert fald jeg, hvor vigtig denne "Cape to Bahia" kapsejlads er for Salvador. Kapsejladssen er jo et jointventure mellem World ARC, som vi deltager i, og en øjensynligt meget anerkendt kapsejlads, der tiltrækker de bedste sejlere. Sjældent har jeg hørt så mange tolkede talere, som var officials, ministre og comodores. Alt imedens der meget aktivt blev tilbydt mad og drikke fra en guds velsignelse af tjenere, der gik rundt blandt sejlerne. Efter præmieoverrækkelsen blev der fremført et timelangt show med lokale dansere. Christian fortalte mig efterfølgende, at det var en samling af tilbedelser af forskellige guder. Salvador har mange negere og kulturen er i høj grad præget af det de har taget med fra Afrika. Vi kunne såmænt lige så godt have siddet i en afrikansk landsby.
|
